10 forslag til ferie herhjemme

God formiddag. Så er jeg vel hjemme fra både sommerhus og kajaktur på Silkeborgsøerne med tre søde veninder i går. Lige nu sidder jeg med morgenkaffen, og om små ti minutter er jeg på vej ud af døren sammen med Albert. Vi tager nemlig lige en 1-dagstur ned forbi sommerhuset, hvor mine bedsteforældre er i denne her uge, og jeg glæder mig sådan til at være sammen med dem. Normalt har vi dem lige rundt om hjørnet, men i sommerhalvåret bruger de størstedelen af tiden i sommerhuset, og det gør, at vi ser dem alt for sjældent.

Resten af ugen står også i feriens tegn, inden jeg igen stempler ind på kontoret, og derfor tænkte jeg, at det var passende med en lille liste med 10 dejlige ting at tage sig til, hvis man holder ferie hjemme. Nogle af dem har jeg allerede krydset af listen – blandt andet kajaktur og en lang cykeltur.

Hvad får I feriedagene til at gå med?

10 forslag til ferie hjemme

♥ Sejl en tur i kajak. Det koster ikke alverden, og man kan leje kajakker mange forskellige steder. Eksempelvis Aarhus eller Silkeborg.

♥ Sid på cafe og læs alle magasinerne. Sæt dig udenfor på din yndligscafe og lån en stak af deres magasiner eller tag dine egne med og begrav dig i inspiration med en god kop kaffe, i mens du kigger på mennesker. Verdens dejligste beskæftigelse.

♥ Hop på cyklen og cykel en tur, du ikke har gjort før. Gerne en lidt længere en af slagsen på et par timer – selv kan jeg anbefale at cykle mod Beder og Malling – med en kurv fyldt med snacks og drikkelse.

♥ Besøg en gårdbutik og køb friske grøntsager. På overnævnte cykeltur kan man med fordel cykle forbi en gårdbutik og købe friske snackgrøntsager til turen.

♥ Bag en kage, du altid gerne har ville. Ferie er lig med følelsen af evig tid, og derfor er det også oplagt at kaste sig ud i et nyt køkkenprojekt. Måske jordbærtærte?

♥ Besøg nogen, du sjældent har tid til at besøge. Der kan være mange årsager til, at man ikke ser hinanden så ofte, men i ferien er der ingen undskyldninger.

♥ Tag på marked. Brug formiddagen på et marked – eksempelvis Ingerslev – med en god veninde og en kop kaffe i hånden.

♥ Gå på biblioteket og snus rundt. Ferietid er læsetid, og det er oplagt at tage på biblioteketet og begrave næsen i gode bøger. Mangler du inspiration, kan du se hvilke 8 bøger, jeg gerne vil læse i sommerferien. Er du mere til podcast, kan du læse mine anbefalinger.

♥ Nips rundt i lejligheden. Jeg eeeelsker at finde nips frem og at rykke lidt rundt i lejligheden. Selv skal jeg have hængt nye billeder op i spisestuen i løbet af de næste par dage.

♥ Skriv ting ned, du gerne vil opleve resten af året – for eksempel seværdigheder, udstillinger og film. Det er ikke alt, man kan nå på en ferie, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre det på et andet tidspunkt og med en liste af ting, du gerne vil se, har du masser at plukke af resten af året.

2 Comments

  • Reply Louise 9. august 2018 at 4:28 pm

    Hej Thit. Kan du mon anbefale en kajakklub i Aarhus? Jeg roede da jeg gik på højskole og savner lidt alle de fine ture på vandet. Vh Louise

    • Reply Thit 10. august 2018 at 2:31 pm

      Hej Louise. Jeg vil helt klart anbefale Aarhus Kano og Kajakklub. De ligger nede ved den gamle lystbådhavn 🙂 Der er rigtig gode forhold og masser af kajakker!

    Leave a Reply