2018: Ønsker og ambitioner

Som jeg lovede, da jeg kiggede tilbage på 2017, vil jeg i dag skrive lidt om mine ønsker og ambitioner for det kommende år – præcis som jeg gjorde sidste år. Jeg synes, det er sådan en fin måde at have en slags mental huskeliste på. Jeg bruger ønskerne som en reminder om, hvad jeg gerne vil fokusere på, når livet og tiden pludselig løber fra mig, og det eneste jeg har for øje er dagens to do liste. For sådan skal det også være en gang imellem, men jeg vil gerne have, at jeg det meste af tiden har overskud til alt det, der gør mig glad.

Som jeg også skrev lidt om forleden, så har 2017 virkelig været et travlt år – mere travlt end jeg nogensinde har haft før. Det har været hårdt, lærerigt og spændende. Og det bliver 2018 helt sikkert også. For jeg ved faktisk ikke, hvad næste måned byder arbejdsmæssigt, og der har også åbnet sig en mulighed for, at vi skal flytte. Heldigvis i en større, bedre og billigere lejlighed end den, vi sidder i i dag. Jobmæssigt har jeg nogle timer i februar på mit studiejob, men ellers så står verden åben. Og det synes jeg er hårdt. Fordi jeg er ihærdig, arbejdsom og jeg plejer at have tusinde ting at se til. 2018 bliver derfor nok mest af alt begyndelsens-år. Med (måske) ny lejlighed, forhåbentlig nyt job, nye rutiner. Det skal nok blive godt.

Overordnet set håber jeg, at jeg i 2018 bliver mere fokuseret. Mere fokuseret på mine arbejdsopgaver, så jeg i stedet for at have en million små jobs kan koncentrere mig om et, to eller tre. Hvor jeg sidste år greb hver eneste bold, der blev kastet i min retning, håber jeg, at jeg i 2018 kan leve lidt langsommere. Takke pænt nej til opgaver, der ikke giver mening, have lidt mere fri til mig selv, dyrke mine relationer, øve mig i at stå stille. I stedet for at mere skal have mere vil jeg samle på kvalitet fremfor kvantitet. Have mere fokus på mig selv, end jeg har haft før, og på det som gør mig glad.

Når jeg kigger tilbage på mine ønsker og ambitioner for 2017, synes jeg, at jeg opnåede dem rigtig godt. Jeg fik plejet de venskaber, jeg synes, der giver mig energi og brugt mindre tid på dem, der ikke gør. Jeg har holdt fast i mine gode træningsrutiner, og jeg synes, at jeg har leveret relevant og velskrevet indhold herind til. Men især er jeg blevet meget bedre til at nyde hverdagen og udnytte aftenener. Blandt andet på grund af de to madklubber jeg har med gode veninder, men jeg kan heller ikke huske, hvornår jeg sidst har været så meget i teateret, til koncert, i biografen og på små weekendture som jeg har været det sidste år, og hvor har det været dejligt!

Men tilbage til mine ønsker om ambitioner for 2018:

Singletasking
Samme punkt var på listen sidste år, men jeg kan med fordel gentage det. For jeg vil gerne være bedre til at gøre én ting af gangen. Jeg har en tendens til at ville alt for meget på for kort tid, og derfor bliver jeg ufokuseret og i sidste ende bliver resultatet dårligere. Jeg vil derfor gerne være bedre til at lægge telefonen væk, når jeg ser serie, skrive på ét blogindlæg af gangen, lave mad i stedet for også at rydde op i køkkenskabene, og jeg kunne blive ved. Kort sagt tage mig bedre tid til det, jeg er i gang med.

Leve mere simpelt
Dem der kender mig ved, at jeg er minimalist. Jeg elsker at rydde ud og op, og jeg har også en minimal garderobe. Og jeg elsker det! Det giver både overskud på kontoen og ikke mindst mentalt, og jeg vil gerne blive endnu bedre til at skære ned på mit forbrug på alle fronter. Købe mindre tøj, mindre ind, smide ud, rydde op og udnytte alt det, jeg har, og som jeg er glad for. Faktisk har mine seneste køb alle sammen været nogen, jeg har gået med næsten dagligt, og jeg er ved at have en basisgarderobe, hvor jeg sjældent har tøjkrise. Det er verdens bedste følelse!

Udnytte rutinerne
Jeg er ordensmenneske ud i fingerspidserne, og nogle gange kan det godt spænde ben for mig, men for det meste ser jeg det som en af mine største styrker. Nogle vil måske kalde store dele af min hverdag for kedelig, fordi den er meget rutinepræget, men det giver mig ekstra energi til alt det, jeg gerne vil. Det sidste år eller måske halvandet år har vi eksempelvis haft madplan, og det giver altså så meget ekstra tid i hverdagen. Derfor vil jeg også gerne holde fast i mine rutiner i form af træning, indkøb mm.

Pleje mine relationer
Jeg har verdens bedste mennesker omkring mig. Virkelig. Men med lidt for meget arbejde har jeg ikke haft tid, overskud og energi til at passe mine venskaber ligeså meget, som jeg gerne ville. Det vil jeg gerne lave om på, og jeg vil gerne være bedre til at invitere folk på kaffe, middage eller bare en gåtur en søndag eftermiddag. Nogle gang er småt godt i venskaber, og ofte kan en hurtig kop kaffe gøre underværker.

Være mere tilfreds
Jeg øver mig hver eneste dag, men jeg vil gerne prøve at være med tilfreds i forlængelse af det her indlæg. Jeg har en tendens til hele tiden at ville noget mere, noget vildere, noget større. Jeg når aldrig at nyde mine små successer før, jeg drømmer om næste mål. Jeg er fortaler for, at man har mål, drømme og ambitioner (sjovt nok), men de er ikke meget ved, hvis man ikke husker at fejre, når de endelig lykkes. Det samme med andre aspekter af ens liv. I stedet for at ærge sig over det, vi ikke kan, når, husker og har, vil jeg prøve at glædes over det, der nu engang er og få det bedste ud af det.

Nu er jeg spændt på at høre, om I har nogle ønsker og ambitioner for det kommende år? Det kan også være at I, ligesom jeg, bare har nogle intentioner, I gerne vil holde fast I?

 

 

No Comments

Leave a Reply