7 år

Som jeg fortalte, så er det i dag, at Tobber og jeg har været kærester i 7 år. “7 år, Niller – 7 år.” Som min lillesøster sagde, så har vi nærmest været kærester hele livet. Ikke helt – men en tredjedel for at det ikke skal være løgn – i og med, vi fandt sammen, da vi var henholdvis 16 og 17 år. I har fået historien om, hvordan det hele startede – til en gymnasiefest på et klisteret dansegulv – og nu er der gået syv år siden.

På den tid kan man nå ret meget. Der er de store ting som at gøre gymnasie og studie færdig, flytte hjemmefra, flytte sammen (og fra hinanden) og anskaffe sig en hund. Og så er der alt det andet, der betyder mindst lige så meget – finde sig selv, sin vennekreds, sine værdier. Og der skal jeg hilse og sige, at vi har slebet kanter.

Tobber og jeg er på mange måder vokset op sammen – eller ihvertfald vokset sammen. Det har givet nogle kampe undervejs for ikke nok med, at vi har skulle finde os selv, så har der samtidig været en på sidelinjen, vi også har skulle forholde os til. Men hvor vi før havde diskussioner om, hvordan gode venner opfører sig, hvornår en aftale er en aftale, og at man (selvfølgelig hvis i spørger mig) giver lyd fra sig, når man er i byen at buldre, så er vores kampe noget mindre i dag. For eksempel bliver vi aldrig enige om, hvor grydelapperne skal hænge, om væggeuret skal snooze om morgen, eller hvornår der skal støvsuges, men fred være med det.

De der store skænderier fortid – de er fortid. Det er som om, vi har slebet de skarpeste hjørnet, sat grænser, fundet hinandens og blødt dem op, og det synes jeg er en gave. Det er uden tvivl den største fordel ved at have været kærester så længe. Det betyder ikke, at vi ikke har en dag, hvor vores energier ikke lige svinger. Hvor vi misforstår hinanden, og den ene bliver træls og irriteret. Nogle gange kan jeg også stadig blive overrasket over, hvordan Tobber tænker, hvad han synes, eller hvordan han forholder sig til noget, men det er jo en del af gamet. Vi ændrer os og det samme gør vores forhold. Vi bliver hele tiden klogere, får nye oplevelser, nye perspektiver, men hvis man gør sig umage, så kan man vokse sammen.

Det lyder som en kliche, men jeg tror, kimen er at snakke sammen. Og det gør vi (måske lidt for meget hvis I spørger Tobber). Over aftensmaden, på gåturen med Albert, i sofaen og sammen med andre. Vi prioriterer at have tid sammen. Ikke bare om aftenen på vej i seng men gerne en eftermiddag, en aften eller en stille morgen. Hvor vi får vendt hverdagens trivialiteter og fremtidsdrømme (som baby og boligdrømme).

Tobber er min bedste ven. Det kan jeg sige uden den mindste tøven. Han er jordens bedste ven, og jeg er evig taknemmelig for hans rummelighed. Vi er med årene blevet blødere, mildere, bedre ved hinanden, og jeg tror, det skyldes, at vi har taget de store diskussioner uden at miste værdigheden eller troen på, at det skulle være os. Det er en fornøjelse, at vi ikke længere snakker om, hvorvidt vi skal være sammen eller ej – vi er ligesom på vej i samme retning, og jeg har aldrig været så sikker i min sag, som når jeg nu kan sige, at han er den rigtige. 

No Comments

Leave a Reply