Albe 2 år

Så er vi hjemme fra ferie. Imens vi har været afsted har min bedste ven, min værste fjende og min største kærlighed (i hundestørrelse) haft fødselsdag. I lørdags fyldte Albert, Albe, Albe-hvalpe, A – ja, kært barn har mange navne – 2 år. Med fare for at lyde som en mor (det er jeg jo på sin vis), så forstår jeg slet ikke, hvor tiden er forsvundet hen.

Selvom han har været og stadig er et bæst. På alle måder. For han tygger stadigvæk ting i stykker. Han gør. Han kommer ikke altid, når vi kalder. Han er kort sagt pisse irriterende. Men han er også noget af det aller bedste i vores hverdag. Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke havde ham, og jeg har ikke fortrudt, selvom jeg noglegange har lyst til at kaste håndklædet i ringen. Der var så mange, der var skeptiske, da vi (mest jeg), sagde, at vi skulle have hund, men det har været den helt rigtige beslutning – især fordi jeg også læste, da vi fik ham, og vi derfor har haft masser af tid derhjemme, og nu hvor Tobber stadig læser, har han også tidligt fri nogle eftermiddage.

Men selvom han giver os grå hår, så er han det sødeste, blødeste lille væsen. Han elsker at putte, helst i armkrogen og med snuden begravet ned i nakken, han giver alle de kys, han kan få lov til, og ligeså mange balladestreger han laver, ligeså ofte smelter mit hjerte. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke siger til Tobber: ‘Se lige‘. Og det er altså på trods at, at han aldrig har lært at løbe efter en pind.

Så – i dag vil jeg kysse ham ekstra meget. Og give ham et ekstra godt tyggeben. Det har han fortjent den lille lort. Ellers håber jeg, I nyder det sidste af ferien. Selv skal vi ned og gøre vores nye lejlighed rent, når vi lige har pakket kufferten ud.

Hvis I vil læse mere om, hvordan det er være ung at have hund, har jeg udgivet det her indlæg, som I er mange, der har læst. 

 

 

No Comments

Leave a Reply