Anbefaling // Bye Bye Blackbird

Da jeg fortalte, hvilke bøger jeg gerne vil læse i sommerferien, nævnte jeg forskellige bøger af forfatteren Jesper Stein. Blandt andet ‘Bye Bye Blackbird’, som jeg fik anbefalet af mine søde faster, og som jeg simpelthen har slugt som en sulten hund, og det er altså et godt tegn. Hvis jeg synes, at en bog er bare det mindste kedelig, så tager det mig hundrede år og en formiddag at komme igennem den, men det har slet ikke været tilfældet med Jesper Steins.

Faktisk er ‘Bye Bye Blackbird’ den 2. bog i en række af fem politikrimier, der alle sammen handler om vicepolitikommissæren Axel Steen, der forsøger at opklare uopklarede mordsager. Jeg har desværre ikke læst den første bog – Uro – men det gør ikke to’ern mindre spændende.

I ‘Bye Bye Blackbird’ hærger en kynisk voldtægtsmand i Nørrebros gader. Det ripper op i Axel Steens fortid, da det ser ud til, at en af voldtægtssagerne har samme gerningsmand som det sexdrab, der satte Axels liv ud af kurs, og som kostede ham både ægteskabet og kontakten til datteren Emma.

Det er derfor med ekstra ihærdighed, at han kaster sig over den nye sag, som fører ham gennem Nørrebros gader på jagt efter serievoldtægtsmanden, der ødelægger unge pigers liv. Men det er ikke det eneste, Axel kæmper med. Hans alkohol- og hashmisbrug, hans glæde for kvinder og ikke mindst kærlighed til datteren Emma spænder også ben.

‘Bye Bye Blackbird’ er altså en vaskeægte københavnerkrimi, når de er bedst, og jeg blev fuldstændig bidt og kan anbefale den til alle, der savner en spændende krimiserie. Jeg lover, I vil være vilde med den! Ellers vil jeg bare ønske jer en rigtig dejlig søndag. Måske, I skal begrave næsen i en god bog senere?

 

 

No Comments

Leave a Reply