Boganbefaling // Den, der lever stille

Det er længe siden, jeg har delt en boganbefaling med jer, til trods for at jeg har mange bøger i kø, som jeg gerne vil dele min glæde over. Udfordringen er, at jeg får slugt flere bøger, end jeg når at dele – fordelen er, at de pynter på hylden og dagligt minder mig om gode læseoplevelser.

En af dem er “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov. En forfatter jeg aldrig har læst noget af før, og som jeg ligesom så mange andre nok har haft delte meninger om. Efter jeg har læst denne her bog er det dog vendt på en tallerken, og nu har hun min dybeste respekt og beundring. Bogen sætter nemlig ord på en barndom, som ingen børn skal leve op i. Den er fyldt komplicerede familierelationer, provinsliv, psykisk sygdom og ikke mindst en evig kærlighed til en mor, der aldrig gengælder den.

Bogen tager afsæt i Leonoras egen barndom, ungdom og voksenliv, og den handler om, hvordan hun prøver at finde sig selv i en verden, hvor hun føler sig fuldstændig forkert, og hvor hendes mor had og skuffelse over hende forfølger hende, indtil moderen går bort – endda med den holdning, at det er Leonora og hendes seksualitet, der er skyld i hendes kræftsygdom.

Bogen gjorde mig uendelig trist, rørt og hamrede gal i skralden, men på trods af al Leonoras modgang er bogen fyldt med små lommer af lykken – som når hun flytter til København og sultent oplever byens puls og genopstår som forfatteren Leonora Christina Skov fremfor Christina Skov fra 80’ernes Helsinge. Midt i al sorgen, usikkerheden og svigtet spirer der et evigt håb, en appetit på livet, kærlighed og kunsten, som hænger ved bogen igennem.

Leonoas skrivestil er i sig selv en oplevelse, og hun formår om nogen at sige så meget med få ord – som når hun med respekt og forundring beskriver morens psykiske sygdom “Hun havde skreg tavst hele livet – nu kunne de endelig høre det”. Løbende er der også metabeskriver, hvor hun overvejer, hvordan bogen skal forstås og fortælles, og hun beskriver, hvilke overvejelser hun gør sig i skriveprocessen. Det giver et unik indblik i, hvor svært det må være at skrive sin egen historie – fyldt med både had og kærlighed til de samme personer.

Og det er faktisk det, der fylder hele bogen – et evigt had til moderen, der har gjort hendes barndom og ungdom til en pestilens. Alligevel nærer Leonora helt ind til, moderen ligger på dødslejet, et ønske om at vide, hvorfor hun ikke er blevet elsket. Hvad det er, der gør så ondt i moderens indre, at hun ikke kan dele ud af det, og som i stedet bliver til skuffelse over sit eget og Leonoras liv.

“Den, der lever stille” er sammen med “Alt må vige for natten” den ultimativ bedste læseoplevelse jeg har haft i år, og jeg kan på den varmeste anbefale den til alle, der mangler en god bog, som gør indtryk selv lang tid efter, sidste side er vendt.

2 Comments

  • Reply Malene 28. oktober 2018 at 7:09 pm

    Jeg har lige hentet den hjem efter lang venteliste på biblioteket, så nu glæder jeg mig blot endnu mere 😉

    • Reply Thit 29. oktober 2018 at 11:19 am

      Åhh hvor lyder det dejligt! Jeg stod faktisk også på venteliste på biblioteket men havde ikke tålmodighed til at vente, så jeg endte med at købe den i stedet 😉 Rigtig god læselyst!

    Leave a Reply