ChriChri.dk // Aarhus bedste is

De gamle læsere af bloggen ved nok godt, at jeg en gang i mellem har forskellige blogindlæg på ChriChri med anbefalinger og tips til Aarhus. Senest har jeg lavet en guide til, hvor man finder byens bedste is, hvis man spørger mig.

I kan finde indlægget her – ellers er listen også nedenfor. Er I enige?

Billeder af Lloyd Revald

Guide: Aarhus bedste is

#1 Social Foodies
Hvis man spørger mig, går præmien for Aarhus bedste is til Social Foodies. Så er det sagt. De ligger desværre langt væk fra, hvor jeg bor, men jeg tager gerne turen op forbi deres lille, fine butik. Især er jeg vild med deres signatur-is ’Dyrehaven’, der er lavet af økologisk avokado, spinat, ingefær, citron og æble. Jeg ved godt, det lyder skørt, men jeg siger bare – prøv den!

#2 Mammis Gelato
Mammis Gelato er mig bekendt et af de nyeste skud på stammen af isbarer her i Aarhus, og man må sige, at de har fået byens bedste lokation. Men udover at have en fantastisk lokation, laver de virkelig også god is! Helle og Michelle, mor og datter, som ejer butikken, er nemlig kræsne og bruger kun de allerbedste råvarer. Eksempelvis kan du få is med Vahlrona-chokolade og polynesisk vanilje. Faktisk blev Mammis Gelato sidste år kåret som byens bedste is af Smag Aarhus. Læs min anbefaling her.

#3 Dolce Vita
Når man snakker om Aarhus og is, så er man næsten nødsaget til at nævne Dolce Vita, der, så vidt jeg ved, kun findes i Aarhus, og som ligger manges hjerte nær – især dem der bor på Trøjborg. Jeg er ofte forbi, når jeg har været en tur på stranden eller skoven, og deres is er præcis, som italienske is skal være.

Billeder af Lloyd Revald

No Comments

Leave a Reply