Et tilbageblik på 2017

Hold da op en weekend! I fredags blev jeg endelig færdiguddannet fra Journalisthøjskolen, hvor jeg har brugt de sidste 3,5 år på at læse kommunikation. Eksamen gik over al forventning, og vi blev mødt af familie, venner og kærester, der vist havde været lige så nervøse for, om det nu ville gå godt som os selv. Jeg er så glad og lettet over, at de sidste mange måneders hårde arbejde bar frugt, og det er sådan en dejlig følelse endelig at kunne pakke bøgerne væk. Det er nemlig ensbetydende med, at mit liv som studerende er slut, og at der snart venter en hel anden hverdag, end hvad jeg er vant til. Men inden jeg tager hul på alt det nye, tænkte jeg, at det var oplagt at vende blikket mod det år, der er gået.

Det er altid så skørt at kigge tilbage på det forgange år. Hvad der føltes som store udfordringer dengang er måske bare en lille sten på vejen i dag, og omvendt kan små, uforudsete oplevelser danne grundlag for, hvad vi tænker, synes og tror på i år. For mig var 2017 generelt et år, hvor jeg vidste, hvad jeg skulle. Det startede med et halvt år i praktik og efterfølgende et halvt års bachelorskrivning. Albe var også ved at være en fast del af vores hverdag, og vi boede samme sted, som vi gjorde årene inden, selvom vores lejlighed blev solgt, og vi flyttede en etage op. Generelt var 2017 et godt år – både privat og arbejdsmæssigt. Jeg fik min drømme praktikstilling, jeg fik spændende jobs, og så synes jeg også, at jeg fik plejet, passet og udbygget mine relationer – karrieremæssigt såvel som privat. Jeg føler, at jeg blev klogere på mit værd og mine værdier, samtidig med at jeg virkelig er blevet udfordret.

I 2017 begyndte bloggen også at udvikle sig. Jeg fik eksempelvis mit første (betalte) job gennem bloggen, og så lavede jeg et par af bloggens aller bedste indlæg (hvis jeg selv skal sige det) sammen med Lloyd. Jeg delte også mine tips til, hvordan jeg har fået de forskellige små- og freelancejobs, jeg har. Et indlæg, I havde efterspurgt, og som efterfølgende er blevet læst mange gange, kan jeg se. Faktisk er det her indlæg, hvor I kan følge med i en uge af mit liv også et af de mest læste sidste år. I løbet af året synes jeg, at jeg fik så mange spændende, nye muligheder, og jeg har grebet hver eneste bold, der kom min vej. Og heldigvis for det. Det har givet nogle lærerige oplevelser, men det har også betydet, at jeg aldrig har arbejdet så meget, som jeg har gjort det sidste år. Min kalender har været en svær kabale, der på magisk vis altid gik op, men jeg vil ønske for 2018, at der kommer knap så meget fart på.

Hvor vi 2016 ikke var ude at rejse, blev 2017 heldigvis et år med masser af udenlandsrejser. I foråret var jeg i Barcelona med min familie, og i sommerferien var jeg en uge i Toscana og ikke mindst på Mallorca, og i slutningen af september inviterede min svigerfamilie os på besøg i Portugal. Faktisk bød året generelt på masser af dejlige oplevelser med familie, venner og Tobber, og jeg sætter mere end nogensinde før pris på at komme lidt ud af lejligheden og byen. Trække stikket. Se noget andet. Derfor var jeg også i sommerhus af flere omgange, på weekendtur til Gøteborg og i Skagen med søde veninder.

Generelt har 2017 været forholdsvis forudsigelig, og fredag var derfor også kulminationen på det. 2018 derimod tegner helt anderledes, men det vil jeg komme ind på i et indlæg, hvor jeg deler mine ønsker og ambitioner for det kommende år, ligesom jeg gjorde sidste år. Ellers så vil jeg bare ønske jer en dejlig søndag. Herhjemme står dagen først på en løbetur efterfulgt af noget arbejde, og så håber jeg, at kan nyde en stille time i sofaen med en bog.

Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ lige her

 

 

 

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

3 Comments

  • Reply Camilla 15. January 2018 at 9:27 am

    Stort tillykke med uddannelsen! Det har været en fornøjelse at følge dig i 2017, og jeg glæder mig til at se, hvad 2018 bringer dig (:

    • Reply Thit 16. January 2018 at 3:59 pm

      Hvor er du sød Camilla! 🙂 Mange tak! Det var dejligt endelig at få den afsluttet, selvom ‘voksenlivet’ banker på på den anden side. God eftermiddag til dig!

  • Reply 2018: Ønsker og ambitioner – thitlund.dk 21. January 2018 at 7:56 am

    […] jeg lovede, da jeg kiggede tilbage på 2017, vil jeg i dag skrive lidt om mine ønsker og ambitioner for det kommende år – præcis som […]

  • Leave a Reply