Guide til Malmø

I samarbejde med Malmø Town.

Fire timer i tog fra Aarhus ligger en gemt perle – nemlig Malmø. For fjorten dage siden brugte Tobber og jeg en weekend i den hyggelige svenske by, og jeg har glædet mig til at dele alle mine anbefalinger med jer. Vi var afsted fra fredag til søndag, men jeg kunne sagtens have brugt (mindst) en dag mere.

Jeg anede ikke, at det ikke tog længere tid at komme til Malmø, og det er altså den perfekte destination, hvis man er rejselysten men ikke har tid, lyst eller penge til at tage særlig langt. For Sverige er altså kun en spytklat væk – især for Københavnere – og byen byder på masser af hyggelige gader, god mad (endda billigere end herhjemme) og fika.  I guiden nedenfor kan I læse, hvad vi nåede at se, spise og opleve – jeg håber, I kan bruge den, hvis I pønser på en lignende tur. Jeg har haft svært ved at begrænse mig, for der var så mange dejlige steder, og jeg drømmer allerede om en gentagelse til jul.

HER BOEDE VI

Vi boede på det sejeste (og bæredygtige) Ohboy Hotel, der er et cykelhotel i det nye kvarter Västra Hamnen. ‘Hotelværelset’ består af en lille, hyggelig lejlighed i to etager med både køkken, stue og soveværelse, men smartest af alt er, at der til lejligheden hører to cykler til fri afbenyttelse. Den opmærksomme læser ved, at vi holder vældig meget af cykelferier, og Malmø er oplagt at opleve på to hjul! Udover cykler følger der buskort, kaffe, inspirerende bøger, regntøj – jeg kunne blive ved – til hotellet. Faktisk alt, hvad man kunne komme til at mangle, når man skal opleve byen på bedste vis. Generelt er hotellet virkelig hipt og innovativt – fx er der kodelås på døren, så man undgår ventetid i receptionen – og udover hotel består komplekset af 55 bæredygtige ejerlejligheder. Sejt, ikke?

Læs mere:  Ohboy Hotel

TRANSPORT

Fra København giver turen sig selv, og fra Aarhus er den ligeså nem. Vi hoppede på et tog på Aarhus Hovedbanegård og kørte til Kastrup Lufthavn, hvor vi skiftede til et tog til Malmø. Husk pas!

HER NØD VI MAD OG DRIKKE

Malmø Saluhall
Et stenkast fra OhBoy hotellet finder man Malmøs madmarked – det minder om Torvehallerne, bare en smule mindre – og er fyldt med lækre mad- og delikatesseboder. Her er blandt andet brød fra St. Jakobs Stenugnsbageri.

Noir kaffekultur
Både til morgenmad og frokost kan jeg anbefale den lille cafe Noir Kaffekultur. Stedet er virkelig Insta-worthy, men de serverer de lækreste anretninger til en virkelig fair pris. Vi fik fx en toast med kantareller, der smagte himmelsk!

Atrium
Hvis der kun var ét sted, jeg måtte anbefale, ville det være den lille cafe Atrium. Cafeen ligger en smule udenfor byen, men det er turen  værd. De serverer de lækreste morgenmadstallerkener og de smukkeste anretninger. En stor morgenmadstallerken koster 120 kroner, og det er inklusiv kaffe og juice. Kommer I forbi, skal i smage deres pannacottatoast med blåbær!

Lilla Kafferisteri
På vores korte weekendtur var vi forbi det lille kafferisteri flere gange. Udover at de severer sublim kaffe, har de også den hyggeligste baggård og overdækkede terasse, så selv i regnvejr, er stedet et besøg værd.

St. Jakobs Stenugnsbageri
Man kan ikke sige Sverige uden at sige kanelbullar, og St. Jakobs Stenugnsbageri skulle eftersigende have nogle af de bedste – gode var de ihvertfald. Faktisk så gode at vi spiste mindst en om dagen. Bageriet ligger flere steder – blandt andet over for Atrium og i Saluhall.

Bastard
Bastard bliver omtalt som Malmøs svar på ’den frække dreng i klassen’, når man snakker restauranter – med god grund. Restauranten er hip med smarte drinks og unge mænd med læderforklæder og fuldskæg, men jeg skal hilse og sige, at maden ikke fejler noget. Menuen skifter fra dag til dag, men det er en god blanding af pizza, tapas og mere mættende retter, der er perfekte at dele.

Mutantur
Læser man en guide til Malmø, kan man ikke undgå at falde over en anbefaling af Mutantur. En særdeles populær restaurant, der serverer mange små anretninger til at dele. De har ikke bordbestillinger, og vi var forbi to aftener uden at få held med at få et bord, men maden så virkelig god ud!

DET OPLEVEDE VI

Ribersborg Kallbadshus
Et stykke uden for centrum ligger Ribersborg Kallbadshus – et fantastisk charmerede sted, selvom man ikke går efter et koldt gys. Den tilhørende cafe serverer både kaffe og kage, der kan nydes i de elegante rammer eller udenfor i solen.

Västra Hamnen
Er man i Malmø, må man ikke snyde sig selv for et visit ved byens svar på Aarhus Ø. Selvom området primært består af nybyg, summer det af liv og med udkig til vandet er området som minimum en gåtur værdig – så kan man også se Turning Torso.

Malmö Konsthall
Som det så ofte er med museer, er der delte meninger, men jeg vil alligevel anbefale en tur forbi Malmø Kunsthall. Der er gratis entre, og man kan afslutte med et besøg på restauranten SMAK, der eftersigende skulle være god.

Kanalrundfart
Er der én ting, der ærger mig, vi ikke fik gjort, er det, at vi ikke var på kanalrundfart. Jeg tænker, det er den oplagte måde at se byen på (når man ikke er på hjul).

Slottsparken
Har man behov for en stille stund, kan man stikke forbi Slottsparken (evt på vej til Atrium). Udover en skøn beliggenhed med grønt, blomster og en lille kanal, kan man også nyde en kop kaffe i cafeen, der er placeret i den smukke slotshave.

HER SHOPPEDE VI 

Til maven
Lakridsroten, Malmö Chokladfabrik og Saluhall

Til hjemmet
AB Småland, Granit og keramikbutikken Formagruppen og Designtorget

Som sagt kunne jeg nemt have brugt en dag mere i Malmø –  jeg ville gerne have sejlet kanalrundfart, besøgt Moderne Museet og spist på Riket – ja, begrænsningens kunst er svær, men så har jeg bare ekstra meget at glæde mig til, hvis når vi skal afsted igen. Ligger I inde med nogle gode tips til den svenske perle, som jeg ikke har med her, må I endelig skrive. Jeg ved, der er nogen, der læser med, som snart skal afsted.

 

 

 

 

 

 

 

2 Comments

  • Reply 5 opskrifter jeg gerne vil lave i efteråret - thitlund.dk 14. oktober 2018 at 7:52 am

    […] – jeg har drømt om dem, siden vi kom hjem fra Malmø, og der kommer snart en (snasket) opskrift […]

  • Reply Te-tip og noget om morgenritualer - thitlund.dk 16. oktober 2018 at 8:24 am

    […] Derfor er jeg stadig svært glad for Min Yndlingste af Kirsten Kronborg, men da vi var i Malmø, smagte jeg en te, jeg var nødt til at købe med […]

  • Leave a Reply