Har du overvejet at vende din jobsøgning på hovedet?

Jeg tænker, at alle jer der har siddet med speciale henover foråret må have afleveret nu og fået forsvaret det? Har jeg ikke ret? Sådan er det ihvertfald i min vennekreds – og stort tillykke til jer, der kan fejre friheden! Hvor må det være befriende! Men oveni jeres festivitas er der helt sikkert nogen, der har rigtig mange tanker om jeres kommende arbejdsliv – I er ihvertfald en del, der skriver i kommentarfeltet med spørgsmål til jobsøgning, karriereliv, prioriteringer og valg, og i den forbindelse tænkte jeg, at det måske var et fint tidspunkt at lufte mine egne holdninger til emnet.

Rigtig mange tumler nemlig med spørgsmålet; “Hvilket job vil jeg gerne have?”, og det er på sin vis også et rigtig vigtigt spørgsmål. Jeg har bare god erfaring med at twiste det klassiske spørgsmål og i stedet spørge; “Hvordan vil jeg gerne arbejde?”.

Læs, når 37 timer ikke er lykken for alle

I mange brancher er der et enormt fokus på, hvor man ender med at arbejde – altså hvilken virksomhed og med hvilke opgaver. Sidstenævnte er helt sikkert også væsenligt, men jeg tror, det er vigtigere at undersøge, hvordan man gerne vil arbejde. På den måde tror jeg, man bliver gladeste for sit kommende (arbejds)liv.

Vil man eksempelvis helst møde kl. 8 og gå kl. 16? Eller foretrækker man mere fleksibilitet? Er det okay, man er et sted, hvor man nogle gange eller ofte skal arbejde om aftenen? Foretrækker man en stilling, hvor man er meget ude af huset, eller fungerer man bedst, når man primært har én kontorpind? Skal arbejdet ligge tæt på, eller er man villig til at pendle – og hvad vil det så gøre ved resten af ens hverdag?

Læs, når løn ikke kun handler om penge

Dé spørgsmål har ihvertfald været langt vigtigere for mig at kende svaret på, end hvilken specifik virksomhed jeg skulle havne i. Når det er sagt, er det også en væsentlig pointe, at jeg ikke mener, man kan være kræsen, når man søger arbejde. I mit hovede er alt arbejde bedre end intet arbejde – men når man søger job, synes jeg, man med fordel kan overveje, hvordan man arbejder bedst, og hvad der skal til for, at man bliver glad for sit kommende arbejdsliv. Hvis det er virksomhedstitlen, er det også helt fint – sådan var det bare ikke i min situation.

Hvilke overvejelser gør du dig om dit kommende arbejdsliv? Hvad foretrækker og ligger du vægt på? Jeg vil meget gerne høre jeres holdning – også hvis I ikke er enige.

No Comments

Leave a Reply