Hvad laver man på et kommunikationsbureau?


“Hvad laver du, når du er på arbejde?”. Det bliver jeg ofte spurgt om af venner og familie, der ikke er bekendte med kommunikationsbranchen og kommunikationsbureauer i særdeleshed, og så kan jeg virkelig godt forstå, det er svært at vide, hvad jeg egentlig får min arbejdsdag til at gå med. Faktisk blev jeg spurgt om det så sent som i lørdags på vej på kajaktur på Silborg-søerne. Jeg tænker, at nogle af jer må undre jer over det samme, og derfor er det måske på tide, at jeg sætter lidt ord på, hvad jeg laver som kommunikationskonsulent på et kommunikationsbureau.

Læs om, hvad man kan med kommunikationsuddannelsen fra Journalisthøjskolen

Først og fremmest så er et kommunikationsbureau en virksomhed, som hjælper andre med deres kommunikation. På mit bureau er vi primært specialiserede i B2B-virksomheder (det vil sige virksomheder, som sælger til andre virksomheder og ikke direkte til kunder), offentlige organisationer, styrelser og kommuner.

Jeg er faktisk involveret i det hele, men jeg bruger størstedelen af min tid lige nu på at arbejde for en kommune, hvor vores opgave er at brande deres erhvervsliv overfor unge, så de får øjnene op for, hvilke karrieremuligheder der er. Kort sagt er det altså en erhvervsbrandingindsats, hvor vi blandt lige har kørt en stor konkurrence på de sociale medier. Normalt når vi arbejder med kommuner er det med fokus på bosætning – altså at få folk til at flytte til kommunen – så det er lidt sjovt primært at fokusere på erhverslivet.

Det er især kommune-opgaverne, jeg synes er spændende, fordi det handler om at ændre folks holdning og opfattelse af et område – det er en langvarig proces men ikke desto mindre en sjov opgave først og fremmest at finde ud af, hvad området skal brande sig på og derefter få målgruppen til at ændre mening og i sidste ende få dem til at flytte til området.

På B2B-siden er jeg med i projekter, hvor vi hjælper B2B-virksomheder med alt fra kommunikationsstrategier til kernefortællinger. Her handler det altså om at forstå virksomhedens behov, udfordringer og organisering, hvorefter vi går i krig med at lave en strategi for, hvordan de opnår de kommunikationsmål, der er sat.

Det kan eksempelvis være, at omverdenen skal kende deres kernekompetencer bedre, at de skal kunne tiltrække en bestemt slags arbejdskraft eller noget helt tredje. Noglegange handler det også om, at medarbejdere i virksomheden skal forstå og være enige om, hvad virksomhedens vigtigste opgave er, og så skal der skrives det, der, i kommunikationsverdenen, hedder en kernefortælling.

En del af mit arbejde består også i at skrive content (indhold) til hjemmesider, blogs og pressen (dvs. pressemeddelelser) for virksomheder, så i løbet af en arbejdsuge kommer der altså også en del ord ud af fingrene, men mit hjerte banker særligt for projektledelse, strategi og koncepter, selvom det overrasker de fleste, når jeg nu engang har et skrevet univers herinde.

Et par gange om året skal vi også vinde en ny opgave på arbejdet, og der er jeg ofte også med i udviklingen af det tilbud, vi skal give – der handler det altså om grundig research, konceptudvikling og strategi.

Forskellen fra at være ansat i én virksomhed og være i et kommunikationsbureau er altså, at man servicerer og hjælper en stor håndfuld forskellige kunder fremfor én virksomhed. Selv er jeg inddraget i 4-8 kunder af gangen, som kører sideløbende.

I kommunikationsbranchen er der mange fordomme om bureauer – at man har mega travlt, arbejder meget – og det er også rigtigt, at der ofte er gang i den. Men det er også dét, der tiltaler mig – at man aldrig kører træt i en kunde, et projekt eller en opgave, fordi der er så mange forskellige. Det gør, at man lærer at håndtere alle de kommunikationsopgaver, man overhovedet kan forestille sig, og jeg føler, at jeg hver eneste dag bliver klogere og dygtige.

Jeg håber, at jeg med dagens skriv har givet jer en bedre forståelse for, hvad jeg laver på mit arbejde, og hvad man generelt laver på et kommunikationsbureau. I må endelig spørge, hvis der er noget, I ikke forstår – det kan være, I gerne selv vil arbejde med kommunikation eller på et bureau?

 

2 Comments

  • Reply Ida 19. juni 2018 at 4:10 pm

    Hej Thit!

    Smadder spændende indlæg. Jeg bliver uddannet fra nordisk sprog og litteratur snarligt, og går med utrolig mange job-tanker. Hvordan var det for dig at komme ud som nyuddannet? Søgte du meget og længe, og hvilke udfordringer stødte du i den forbindelse på?

    • Reply Thit 20. juni 2018 at 10:30 am

      Hej Ida.
      Hvor er jeg glad for, du synes om indlægget og tillykke med, at du snart er færdig!
      Jeg blev færdig i januar og havde job fra 1. marts. I perioden op til, at jeg blev færdig, søgte jeg flere jobs og var også til nogle forskellige jobsamtaler, men blev omkring februar tilbudt at få job der, hvor jeg havde været i praktik, så på den måde har jeg haft en lidt anden jobsøgningsproces end de fleste. Men indtil jeg fik job, var jeg meget frustreret, og jeg synes, det var en super hård proces at være i (det kan du læse mere om her). Jeg synes, den største styrke jeg havde var, at jeg havde en del erhvervserfaring, og det var også 100% det, jeg kom til samtaler på. Derudover var jeg ikke kræsen med det, jeg søgte. Selvfølgelig var det indenfor mit felt, men jeg søgte i hele midtjylland og både fuldtid- og deltidsstillinger. Du må endelig skrive igen, hvis du har andre spørgsmål ift. jobsøgning – så vil jeg meget gerne svare 🙂 Du skal også altid være velkommen til at sende mig en mail, så jeg vil hellere end gerne svare, så godt jeg kan. Held og lykke med de sidste eksaminer, inden du er færdig – det bliver spændende!

    Leave a Reply