hvem-er-det-egentlig-jeg-er1Hvad der startede som en lille hyggeblog, hvor det primært var mine veninder og familie (hej farmor!), der læste med, er der kommet en hel del nye gæster forbi matriklen her. Og det er jeg jo mere end glad for! Så i første omgang stort velkommen til Jer. Jeg er så glad for, at I læser med! Men ligesom det kræver en navnerunde at starte et nyt sted, må det vist være på tide, at jeg giver jer et lille indblik i, hvem jeg er. Det har jeg nemlig ikke rigtig gjort før. Derfor kan I i dag læse tolv ting om mig.

♥ Jeg er født og opvokset i Aarhus.

♥ Jeg er 22 år (23 lige om lidt).

♥ Jeg er tæt på dværghøjde – jeg er nemlig kun 1.57, men jeg er faktisk overraskende tilfreds med min højde.

♥ Jeg læser kommunikation på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole og er færdiguddannet i februar 2018. I skrivende stund er jeg i praktik hos kommunikationsbureauet Publico her i Aarhus. Hvis jeg ikke læste kommunikation, så læste jeg til sygeplejerske.

♥ Jeg startede bloggen her for lidt over et halvt år siden. Inden da har jeg både taget billeder for Gademode og Berlingske Media og skrevet for Food Festival og Aarhus Panorama. Da jeg ikke længere gjorde det, manglede jeg et sted at samle al min inspiration, og det blev så til bloggen her. Udover det tager jeg også street style billeder for SoundVenue og skriver indlæg til ChriChri.dk.

♥ Jeg er kærester med Tobias, bedst kendt som Tobber. Vi har været kærester i snart 6 år, og sammen har vi anskaffet os en lille vatrondel – Albert. Min bedste ven.

♥ Jeg er flyttet 19 gange i løbet af mit liv (fordi min mor køber huse og lejligheder, sætter dem i stand og sælger dem igen), men jeg har aldrig boet udenfor Ringgaden her i Aarhus. De sidste to år har jeg boet i vores 2-værelses lejlighed i ø-gaderne, og dem der kender mig ved, at jeg aldrig kunne finde på at flytte ud af byen. Min største drøm er at eje et lille byhus herinde.

♥ Derfor siger det også sig selv, at jeg storelsker Aarhus, og jeg bruger oceaner af tid på alle byens cafeer. Og så elsker jeg, hvordan byen vokser, og at der hver måned skyder nye, små perler op.

♥ En af mine største styrker er nok, at jeg er rigtig god til at nyde mit eget selskab. Jeg kan sagtens tage på cafe alene eller gå en lang tur. Faktisk bliver det her indlæg skrevet på Emmeryes. Og nå ja, så er jeg mega stædig..

♥ Min største svaghed er, at jeg ofte glemmer at nyde nuet. Jeg har enormt mange bolde i luften, og jeg når slet ikke at nyde rejsen, før den er slut, fordi jeg hele tiden er to skridt foran. Lige nu kører min hjerne på højtryk om, hvad jeg mon skal lave, når jeg er færdig.

♥ Jeg træner omkring fire gange om ugen. Det har jeg ikke altid gjort, men jeg bliver (så kliche som det lyder) en meget bedre udgave af mig selv. Faktisk er der ikke en uge i tre år, hvor jeg ikke har dyrket en eller anden form for motion, og det er den ultimativt bedste vane, jeg har.

♥ Jeg er kæmpe ordensmenneske, og jeg ved ikke noget bedre end at smide ud og rydde op. Derfor har jeg også nogle få yndlingsting, som jeg går med igen og igen og igen. Derfor bruger jeg faktisk heller ikke særlig mange penge – udover på kaffe, som jeg til gengæld stornyder. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en hverdagsglæde, der gør mig i bedre humør end en kop kaffe i byen (udover Albert selvfølgelig).

Jeg tror, det var det, jeg kunne grave frem. Og så håber jeg, I har lyst til at fortælle en lille smule om Jer selv. Jeg kan jo se, at I læser med, men det er de færreste af Jer, jeg egentlig kender. Så: Hvem er I, hvor kommer I fra, hvad læser I eller arbejder med? Jeg er mega nysgerrig!  

dsc_1109