I februar vil jeg..

Hold da op en flot men kold dag, hva? Hvis februar fortsætter sådan, så skal den kommende måned nok gå hurtig! Normalt, jeg laver det her indlæg, har jeg for vane at sige, at dagene og ugerne i den forgangne måned er fløjet afsted, men af en eller anden mærkelig grund synes jeg, at januar har været helt ubegribelig lang, og jeg synes, det er meget længe siden, at vi tog hul på det nye år. Jeg tror måske, det skyldes, at der simpelthen er sket så meget? Januar bød nemlig både på bachelorforsvar, fejring i massevis (inklusiv Tobbers bachelorafslutning), jobsøgning og jobsamtaler og ikke mindst vores dejlige tur til Marokko. Måske det giver meget god mening, at jeg føler mig en smule forpustet og udkørt. Heldigvis tegner februar langt mere stille og rolig, og jeg glæder mig til at bruge lidt mere tid på alt det, der gør mig glad. Se bare med nedenfor, hvor jeg deler, hvad jeg ønsker at nå den kommende måned – stort som småt.

I februar vil jeg gerne..

  • Bage fastelavnsboller. Hvis I følger med på Instagram, så I, at jeg bagte nogle i lørdags til mine veninder og deres kærester, der kom på besøg til brætspil. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet, men de smagte dejligt. Derfor tænker jeg at kaste mig ud i at lave dem en gang til.
  • Til enebærgrydeaften hos mine bedsteforældre på torsdag. Min yndlingsret og verdens bedste tradition. Faktisk siger vi, at vi har en enebærgrydeklub, fordi mine søskende og jeg så ofte som muligt tager ned forbi mine bedsteforældre og får det.
  • Bruge en hel dag på at lave indlæg til bloggen. Jeg har så meget, jeg gerne vil dele med jer! Blandt andet min guide til Marokko og Marrakech.
  • Begynde at drømme om, hvordan vores nye hjem skal se ud. For ja, vi skal flytte i starten af april. Vi får næsten to rum mere at gøre godt med, og det betyder, at vi skal ud at købe nyt. Jeg tænker, jeg gerne vil dele boliginspiration med jer, hvis I har lyst?
  • Til en hel masse spændende kaffemøder. Med tiden har jeg opbygget et netværk af seje, inspirerende kvinder, som jeg endelig synes, jeg begynder at få tid til at dyrke. I februar har jeg kun 20 timer om ugen på mit job, og derfor er jeg ved at fylde kalderen med gode aftaler med gamle såvel som spirende bekendtskaber.
  • Rydde op i min garderobe og finde ud af, om jeg skal sælge noget af det på loppemarked. Jeg rydder jævnligt op og går til genbrug, men jeg har aldrig haft en loppestand og er i tvivl, om folk overhovedet gider købe mit brugte tøj? Har I haft en stand på et loppemarked her i Aarhus? Hvis ja, hvorhenne? Mon der er nogen, I kan anbefale?
  • Læse Sluk – Kunsten at overleve i en digital verden” færdig. Jeg har lånt den på biblioteket, og I er en del, der gerne vil have en anmeldelse, så den skal gerne være læst i løbet af de næste par uger.
  • Kysse Albert. Han er  sød for tiden (det synes jeg næsten altid, han er, men lige for tiden er han ekstra kærlig og opmærksom).

Det var vist det – både i overordnede træk og detaljer. Hvad byder jeres februar på? Måske noget vi andre kan blive inspireret af?

Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ lige her

4 Comments

  • Reply Signe 6. February 2018 at 10:43 am

    Jeg kan varmt anbefale second hand bazar i studenterhuset! Der var alle aldersgrupper af kvinder (og de ældre kvinder købte også hos mig), og jeg fik solgt for 1200 kroner, hvilket bestemt var en overraskelse – men så dejligt! Det handler om at have gode priser. Jeg solgte uden at tøve bluser og bukser for 30-40 kroner (men selvfølgelig mere for det, der var mere værd), og så løb det altså op.

    • Reply Thit 6. February 2018 at 1:05 pm

      Hej Signe. Faktisk har jeg også virkelig overvejet Second Hand Bazar i Studenterhuset – der er nemlig alle mulige slags mennesker, og så er der fri entreé, hvilket jeg tænker, kan lokke en hel del til. Men det er dejligt at høre, at du har fået solgt noget deroppe. Det er mange mennesker jo ikke ensbetydende med. Jeg kigger lige på datoerne og ser, om jeg ikke kan købe en stand en dag. Tak for hjælpen! Rigtig god dag!

  • Reply venterpaavin 6. February 2018 at 11:33 pm

    Enebærgryde er fantastisk. Elsker når jeg kan lokke min mor til at lave det – med bagt kartoffelmos med hasselnødder i.

    • Reply Thit 7. February 2018 at 11:44 am

      Jeg har aldrig hørt om kartoffelmos med hasselnødder i, men det lyder helt vildt lækkert?! Og ja, enebærgryde er fantastisk! Spiser i det mon med kylling eller svin? Jeg har altid fået det med kylling men kan forstå, at den rigtige opskrifter lyder på gris.

    Leave a Reply