I juli vil jeg..

Godmorgen. Er I vågne? Eller snoozer i den, indtil I har lyst til at slå øjnene op? Eller har I slet ikke sat alarm til, fordi I holder fuldstændig fri og kan sove længe? Da jeg cyklede på arbejde gennem Mejlgade i morges, var der usædvanlig tomt, og det er et tydeligt tegn på, at sommerferien har sat ind.

Jeg tjekker først ud om fjorten dages tid og til forskel fra sidste år på samme tid, så står juli ikke på ferie udenlands – sidste år nåede jeg både til Mallorca (hvor billederne her er fra) og Toscana efterfulgt af en tur til Portugal. Sidstenævnte gentager vi, men det bliver først i august, men det betyder ikke, at jeg ikke har gode planer på programmet – både imens jeg arbejder, og når jeg holder fjorten dage fri. Tværimod vil jeg prøve at nyde de næste par uger, indtil jeg går på ferie så meget som overhovedet muligt og lave en hel masse ferie-agtige ting indtil. Heldigvis er det ret nemt at nyde ferien lidt på forskud med det her dejlige vejr, og jeg har en hel masse gode intentioner og rare planer, jeg glæder mig til at fylde den kommende måned med. Se bare med nedenfor.

Læs, min guide til Mallorca

I juli vil jeg..

♥ Lave vores billedevæg. Vi har snart boet i lejligheden i fire måneder, så nu må det være tid. Jeg har blandt andet købt denne her plakat hjem, men jeg mangler bare lige at finde en ramme.

♥ Gå mere på arbejde. Jeg har ikke mere end 15 minutter på gåben, og normalt hopper jeg på cyklen, men i rigtig ferie- og slendrestil vil jeg prøve at blive bedre til at gå. Gerne med et podcast i ørerne.

I sommerhusTobber har kun en uges ferie, og den skal vi nyde sammen i mine bedsteforældres sommerhus, og I kan nok gætte, hvor meget jeg glæder mig. 

♥ Til bryllup! Det er faktisk allerede på lørdag, og jeg glæder mig SÅ meget. Det er det første bryllup i vores vennekreds, så jeg er så spændt på, hvordan det bliver – det skal nok blive smukt!

♥ Sejle (endnu) mere kajak. Jeg tænker, det næsten skal have sit eget indlæg herinde. Næste skridt i kajakeventyret er, at vi skal bestå en såkaldt frigivelsesprøve, men det volder mig forfærdelig mange problemer, fordi én af øvelserne i prøven er at ligge under vandet i kajakken. Forhåbentlig lærer jeg det en dag..

♥ Til te-party-goes-sønderjyskkagebord-fødselsdag. Det er hos en af mine søde gymnasieveninder, og jeg glæder mig allerede, selvom det først er i slutningen af måneden.

♥ Prøve Havnebassinet! Har I været der? Jeg var forbi til åbningen, og det var så vanvittig mange mennesker, at man slet ikke kunne komme ind, men hold nu fast hvor er det bare lækkert dernede. Jeg håber, jeg kan nå derned forbi en formiddag, inden resten af byen kommer.

♥ Læse, læse og læse. Gerne en masse af bøgerne fra min ønske-læse-liste. Jeg har allerede købt “Den, der lever stille”, men jeg tror, jeg sluger den, så jeg må første åbne den, når vi kommer i sommerhus.

Hvad skal I? Skal I på ferie? Hvis ja, hvorhen? Hvis ikke, hvad har I så af rare planer på programmet? Jeg vil gerne inspireres! 

 

1 Comment

  • Reply Har I set mine rejseguides? - thitlund.dk 8. juli 2018 at 9:18 am

    […] om i dag – det skal nemlig handle om vores sommerferieplaner eller mangel på samme. Som jeg har nævnt, har Tobber kun én uges ferie her i juli, som vi bruger i mine bedsteforældres sommerhus. I […]

  • Leave a Reply