ITALIENSK IS HOS MAMMIS GELATO

I er noget så stille for tiden, så jeg tænker, I, ligesom jeg, nyder det gode vejr til fulde. Derfor er det helt oplagt at re-poste det her indlæg – Mammis Gelato er nemlig en af Aarhus’ bedste is-butikker.

Billeder Lloyd Revald

Jeg tror faktisk, at de fleste Aarhusianere har hørt om Mammis, men jeg ved ikke hvor mange, der har været forbi? Selv havde jeg ikke været forbi, før Lloyd og jeg var dernede i sidste uge, og det er en skam.

Hvis I ikke kan huske, hvem Lloyd er, er han en freelance fotograf, som jeg har teamet op med. Sammen besøger vi nogle af byens perler.

Mammis er mig bekendt det nyeste skud på stammen af isbarer her i Aarhus, og man må sige, at de har fået byens aller bedste lokation. De ligger nemlig nede i det evigt charmerende Latinerkvarter, nærmere bestemt Rosensgade, omgivet af gamle, ikoniske bygninger. Især det orangekalkede hus på hjørnet af Pustervig er ikke til at stå for. Det er kernen og nerven af byen, hvis I spørger mig.

Og så kan man sidde der i byens smørhul og spise is. Til forskel fra andre isbarer har Mammis nemlig indrettet deres eget lille hjørne med cafeborde og stole udenfor, så man kan nyde isen med sol i ansigtet.

Men udover at have byens bedste lokation, laver de virkelig også god is! Helle og Michelle, mor og datter, som ejer butikken, er nemlig kræsne og bruger kun de aller bedste råvarer. Eksempelvis kan du få is med Vahlrona-chokolade og polynesisk vanilje. Lloyd og jeg fik en ispind – en med karamel og en anden med pistacie (som I kan se på billedet nedenunder), og de var SÅ gode. God chokolade kan smages med det samme, og vi var ikke i tvivl. Og bagefter delte vi faktisk en vaffel med snickers- og mangois, så som I nok kan høre, var vi ret vilde med det, haha!

Jeg synes, det er så fint, hvordan mor og datter driver forretningen sammen, og butikken oser af ægte italiensk isbutik. Vi nåede både at møde Helle og Michelle, og de driver altså forretning med hjerteblod. Begge er uddannet is-magere i Italien, men selv pigerne der står i butikken er, ligesom ejerne, optaget af at servere en god oplevelse. Se bare billedet ovenfor med den lille pige. Et levende eksempel på at vi skal huske at støtte de lokale ildsjæle i Aarhus, så sådan noget kan lade sig gøre.

Da vi var dernede, mødte jeg også min søde genbo, som grinende fortalte, at hun var dernede for anden gang på en uge – med god grund fandt vi jo ud af. Så hvis du er issulten, må du altså love dig selv et visit. Jeg vil faktisk påstå, at det bliver mit go to sted i byen og har allerede anbefalet det til alle, der har spurgt, hvor de skal nyde en eftermiddag i solen.

Mammis Gelato
Rosengade 34

Åbent alle dage fra 12-22

Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ lige her
Billeder af Lloyd Revald

1 Comment

  • Reply MØD LLOYD – thitlund.dk 8. januar 2018 at 7:31 pm

    […] Nu har jeg efterhånden nævnt Lloyd herinde en del gange, så det er vist på høje tide, at I bliver præsenteret ordenligt for ham. Han og jeg teamer som sagt op en gang imellem og besøger nogle af Aarhus nye, spændende perler. Eksempelvis Dome of Visions og Mammis Gelato. […]

  • Leave a Reply