Jobsøgende: En rejse uden destination

Det er ved at være en måneds tid siden, at jeg blev færdig med min uddannelse. Hvad der skulle ske bagefter, har været lidt usikkert, men i takt med at eksamensdatoen nærmerede sig, fandt jeg ud af, at jeg havde et arbejde indtil slut februar, og jeg derfor skulle søge job. Ud på det store marked, hvor man tjekker LinkedIn oftere, end man ser ens kæreste i øjnene, og hvor Jobindex skal scrolles igennem oftere end Instagram.

Min jobsituation har heldigvis løst sig (hvilket jeg nok skal fortælle mere om snarest), og der er rigtig, rigtig mange, der er jobsøgende langt længere tid end jeg har været, men ikke destromindre vil jeg gerne være en første til at sige, at det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Og jeg har jo bare været jobsøgende – ikke jobløs.

Den bedste jeg kan sammenligne det med er, hvis man stod i en lufthavn uden at vide, hvor man skal rejse hen, og hvornår flyet letter. En slags parallelverden, hvor det er ydre omstændigheder, der planlægger turen. Selvfølgelig har man selv en vis indflydelse, men hver eneste gang man sender en ansøgning afsted sender man en lille bitte smule af sin personlighed, sit håb og sin drøm som andre derefter er herre over. Den første gate er, at man overhovedet bliver kaldt til samtale. Ofte kommer der bare en automatisk mail om, at de måske har valgt en anden, og i værste tilfælde hører du aldrig noget. Den næste og aller hårdeste gate er, når har været til samtale. Når du har jublet og klappet dig selv på skuldren over, at du var god nok. Du begynder at kunne skimte, hvor rejsen går hen, du planlægger, håber og drømmer, for du har fået en lille bid af, hvordan hverdagen kan komme til at se ud. Selv uden du vil det, begynder du levende at forestille dig det. Og pludselig er det aflyst. Fordi du ikke var god nok. Fordi der var en der var bedre, dygtigere, havde mere erfaring og så er du igen kastet tilbage til ventehallen, hvor tavlen over afgange og jobopslag konstant ændrer sig.

 

De fleste siger, at det jo altid er super flot, hvis man kommer til samtale, og det er det også. Det er der ingen tvivl om. Men det er også derfor, at en afvisning virkelig gør ondt. Helt i knoglerne. Det føles som om en kulde, der langsomt begynder i maven og s

No Comments

Leave a Reply