TAK

MØD EN INSTAGRAMMER / ALONA VIBE

alonavibe3Jeg er pavestolt og meget beæret over at Alona, en af de sejeste kvinder jeg kender, i dag gæster bloggen. Alona er bedst kendt på Instagram, hvor hun deler de smukkeste, mest gribende billeder og personlige fortællinger. Alona har et feed, man kan scrolle igennem flere gange om ugen, og hver eneste gang bliver man inspireret af hendes æstetiske øje og fantastiske små fortællinger. Hun er af dem, der løfter Instagram-platformen til et helt nyt niveau, og hendes profil har åbnet dørene til mange af de seje jobs, hun sidder med i dag. Derudover er hun smuk som bare fanden og utrolig sød, sympatisk og nede på jorden. Læs med og hør om hendes utrolige rejse på Instagram, og hvis I ikke allerede følger hende, kan det kun gå for langsomt. 

Kære Alona. Velkommen til. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv?
Tusind tak for invitationen Thit! Det har været lidt af en rejse at reflektere over alt det her! Jeg er Alona, jeg er 25 vintre, de første 20 har jeg brugt på sydsjælland og de sidste 5 på Nørrebro. Uddannelsesmæssigt er jeg lige startet på en kandidat i Digital Innovation and Management på IT-Universitetet, som kort fortalt handler om teknologi, innovation, ledelse og samfund. Ved siden at mit studie jonglerer jeg med forskelligt deltid- og freelancearbejde, både nørdede og mere kreative projekter.

Hvordan startede du med at instagramme?
Jeg downloadede Instagram (IG) i efteråret 2012 i forbindelse med et kursus på uni. Jeg lagde frygtelige billeder op dengang, men jeg har bevidst valgt ikke at slette dem. Efter et par måneder med ligegyldigheder mødte jeg en mandlig fotograf, der brugte instagram meget seriøst. Han tog mig med på fototure i byen og hans enorme lyst og evne til at opleve og formidle verdenen i billeder, husker jeg fascinerede mig mere, end hvad noget andet længe havde gjort. En dag sagde han “du skal tage dig sammen Alona, for du kan noget – noget rigtig godt” og disse blev de gyldne ord, som fik mig til at bruge instagram mere bevidst. For 1-2 år siden investerede jeg i et spejlrefleks kamera og begyndte at fotografere alt muligt uden at det nødvendigvis skulle deles på IG.

alonavibe6Hvor lang tid bruger du på at tage billeder?
Langt størstedelen af dem på IG er iPhone-billeder, men som fotokunsten er groet på mig, har enkelte kamerabilleder sneget sig ind. Det er ikke vigtigt for mig, hvilket apparat der er brugt, men nærmere hvordan det er blevet brugt. Min oplevelse er, at et mobilkamera kan fange smukke og flygtige øjeblikke ved at være lille og anonymt. Nogle siger “det bedste kamera, er det du har med dig” og jeg er meget enig. Til gengæld så elsker jeg at et DSLR kamera giver mulighed for at fotografere manuelt og mulighed for at være i fuld kontrol over, hvordan et motiv gengives. Siden jeg investerede i mit elskede Canon 5d mk iii, har jeg lært ekstremt meget om teknikken bag et fotografi. Det er et håndværk og en kunstart. Og det har også resulteret i at jeg har landet professionelle foto-opgaver udenfor IG. Jeg elsker i øvrigt at redigere mine billeder, det er sjovt og helt meditativt for mig. Jeg redigerer i Snapseed og VSCO til mobil og i Adobe Photoshop til DSLR.

Hvordan har du fået opbygget så mange følgere?
Det er nok det spørgsmål, som flest er interesserede i at kende svaret. Det er også spændende, og nogle gange ville jeg ønske, jeg selv vidste netop hvorfor. Det er svært at give en opskrift, men mange følgere bør nu heller ikke være målet i sig selv. Jeg tror i virkeligheden, det er et resultat af forskellige ting. Udover at have været Suggested User i tidernes morgen, så håber jeg, at folk vælger at følge mig, fordi de føler en vis ærlighed, æstetik og dedikation – og at de på den ene eller anden måde inspireres af at følge med. Jeg har en forholdsvis farverig og kaotisk feed, fordi jeg ikke kan holde mig til én stil kun, og det følger mit humør og sted i livet. Det er lidt en svaghed, hvis man gerne vil have følgere på IG, fordi folk ikke nødvendigvis ser en klar rød tråd ved første øjekast. Jeg har dog valgt at se det kaotiske som en styrke, for det gør, at jeg er evigt inspireret og kan prøve kræfter med alle former for motiver, farver og historier, uden at det bryder med min stil.

Derudover har andre instagrammere, fotografer og kreative hoveder alle været med til at skabe øjeblikke og møder, som har spredt mig og mit tag. Det er vigtigt at forstå, at man intet mister ved at fortælle andres historie frem for ens egen. For mig er det bottomline vigtigst at kunne bidrage med noget der frem for alt løfter og ‘muliggør’ noget for andre.

alonavibe4Hvordan indgår din Instagramprofil i dit professionelle arbejde?
Det er lidt svært at svare kort på. Min IG-profil er som udgangspunkt holdt tæt på mine refleksioner over livet. Jeg har endnu ikke lavet en sponsoreret post. Blandt andet fordi jeg synes, det er mere interessant at arbejde med en kunde uden for Instagram. Jeg deler dog ofte ting eller anbefalinger af mennesker, virksomheder eller steder jeg er kommet forbi. Men for mig er det rene og skære oprigtige anbefalinger – ikke en kommerciel reklame. Seje historier skal man råbe højt om.

Der er dog ingen tvivl om, at min IG-profil blev katalysatoren for at springe ud i at være selvstændig for lidt over et år siden. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var en overvældende og overraskende udvikling, men en dag blev jeg nødt til at tage efterspørgslen seriøst. Min første længerevarende kunde var københavnske darling, Grød. Her og i andre kundeopgaver har jeg primært ageret konsulent eller afholdt workshops om eksempelvis strategi på digitale medier, udvikling af visuel identitet og content creation. Derudover har jeg haft adskillige fotojobs, kommercielle og personlige. Sidst men ikke mindst har jeg stået med høj puls foran kameraet for blandt andet Adidas og Apple.

Så min egen IG-profil indgår måske ikke direkte i mit professionelle arbejde, men den er enorm værdifuld at have i ryggen og at kunne trække på det som en hands-on erfaring. Derudover har mine erfaringer med IG også sat liv i kritiske refleksioner over de udfordringer og muligheder, der knytter sig til brugen af teknologi og sociale medier. Hvilke har ledt mig til andre typer af jobs, som eksempelvis opererer på et politisk plan, hvor der diskuteres, hvordan problematikker inden for denne digitale del af samfundet skal håndteres.

alonavibe3Hvad er et godt billede for dig?
Et godt billede er noget, der behager min æstetiske sans. Men i sin grundessens har et godt billede ikke nødvendigvis noget at gøre med æstetik og mange megapixels. Et fantastisk billede er et, som videregiver eller river op i følelser i mig. Jeg røres af billeder, som suger mig ind i en fortælling. Nogle gange får jeg den vildeste følelse i maven, når jeg bliver mindet om, at fotografiet jeg ser, er et millisekund af et øjeblik, som er fastholdt for evigt. Det er på en måde det tætteste, vi nogensinde kan komme på at stoppe tiden.

Hvem elsker du selv at følge?
Åh, der er så mange vidunderlige mennesker, som på hver deres måde inspirerer mig, med det de kreerer. Mennesker jeg kender personligt, og mennesker jeg ikke ved hvad hedder i virkeligheden. Nogle er nye, andre har jeg fulgt trofast since way back. Jeg følger folk, der bevæger sig indenfor forskellige nichér, og det nedenstående er ikke nær en fuldendt shoutout…

Danske crush: @asrosenvinge @carohoeck @youngmeerim @rockpaperdresses @mr_babdellahn @justhanni @bungalow5dk, @thelocals @simpeldagbog @laurapshort @pawgissel @schonnemann, @ditsen

Udenlandske crush: @paulodelvalle @whitenegatives @kulkimoose @itsme.charlotte @spiritedpursuit @mrbrotons @yagazieemezi @jannid @mischawissen @saareeee @adrienneraquel @masha_theone @renee_kemps @teklan @jessicajungbauer @alealimay @hannahfaith, @takubeats @gladuheere @yagazieemezi

Og så er der selvfølgelig mit ultimative IG-crush, som blev til et virkelig crush @kennethnguyen, der faktisk er manden, som sagde de gyldne ord dengang det hele begyndte.

Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ lige her

alonevibe5alonavibe7alonavibe2

 

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TAK