CHRICHRI.DK // I MAJ VIL JEG GERNE..

MØD EN INSTAGRAMMER // SIDSEL LYDOM

Kender I @sidsellydom? Hvis ikke, skal I glæde jer til at møde hende nu. Sidsel formår nemlig at portrættere hendes hverdag i København med kæresten og datteren Olga på aller fineste vis. Hendes feed emmer af kærlighed og stille stunder, og hver eneste gang hun lægger et billede op, får jeg lyst til at sætte farten lidt ned. Hun er en af de små skatte, der gemmer sig blandt de store Instagrammere, men derfor er hun ikke mindre fantastisk at følge. Tag rigtig godt imod Sidsel.

Velkommen til Sidsel. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv?
Tak, søde Thit. Jo, det vil jeg gerne. Jeg er uddannet socialrådgiver, og arbejder med socialt udsatte familier i Københavns nordvestkvarter. Et arbejde, der evigt udfordrer mig, både fagligt og personligt, men som også er lige netop det, jeg brænder mest for. Kandidaten i socialt arbejde ligger og lurer – det skal bare lige passe ind i resten af min lille families planer. Apropos familie, så bor jeg i en smørklat på indre Nørrebro, sammen med min kæreste og vores datter, Olga. Jeg elsker vores lille kvarter, som er af den slags, hvor man er på fornavn med blomsterhandleren, og hvor kioskmanden altid ved, hvad man skal have.

Jeg er familiemenneske, og hvis det stod til mig, så boede jeg sammen med mine forældre og søskende (både de hele og dem af pap). Jeg er vild med gamle folkedragter fra Fanø, og mindre vild med katte og kaffe – til manges undren. Jeg har spillet saxofon i mange år og elsker jazz, men inderst bor der også en poptøs i mig, der elsker Medina og Selena Gomez. Så ja, jeg er nok ligeså sammensat som de fleste andre.

Hvordan startede du med at instagramme?
Jeg startede med at bruge Instagram tilbage i 2012. Tror jeg. Det var mest for at kunne gøre brug af de forskellige filtre. Jeg vidste egentlig ikke, hvad man ellers kunne bruge det til, og der var ikke rigtig nogen af mine venner, der brugte det. Stille og roligt gik det dog op for mig, at det var meget mere end filtre. Da jeg var gravid og især, da jeg var på barsel, fik jeg øjnene op for, at Instagram kunne meget mere. Instagram er også små historier, liv, spirende venskaber og inspiration. Da jeg sad der med gylp på tøjet, fedtet hår og en helt ny tilværelse og rolle som mor, var det hyggeligt at følge med hos andre, der sad eller havde siddet i en lignende situation. Ofte var det også bare rart at se på noget pænt fremfor vasketøj og lortebleer. Efter min barsel er slut, er Instagram stadig en kilde til inspiration, små historier og ikke mindst fine billeder. Noget som på mange måder står i kontrast til mit arbejde, der på ingen måde er hverken æstetisk eller kreativt. Måske er det netop derfor, at jeg synes det er så sjovt et medie.

Hvor lang tid bruger du på at tage billeder?
Jeg bruger sjældent mere end et par sekunder på at tage et billede. Med en 1-årig i hånden, der synes det er en fest at vælte bøger ned fra reolen og gå på jagt efter stikkontakter, kan jeg ikke prioritere særlig lang tid til “fotografering”. Egentlig holder jeg også mest af det spontane, og alt det fine der opstår helt af sig selv, når det kommer til at tage billeder.

Hvilke redigeringsprogrammer bruger du?
Jeg bruger VSCO. Det er relativt nemt at finde rundt i, og det har de redskaber, som jeg skal bruge.

Hvordan har du fået opbygget så mange følgere?
Det ved jeg egenligt ikke helt (så mange følgere har jeg heller ikke). Det kom måske lidt i takt med, at jeg regelmæssigt begyndte at lægge billeder op, og følge flere end blot mine venner. Det der med følgere er egentlig sådan en underlig størrelse for mig. Jeg kan godt blive lidt træt af det der “følger-ræs”, som jeg med min relativt beskedne mængde, jo på en eller anden måde alligevel selv er en del af. Jeg synes ofte at fine dygtige instagrammere, kan drukne lidt i mængden af større instagrammere. Det synes jeg er ærgerligt, men jo også lidt et præmis på sådan et medie.

Hvad er et godt billede for dig?
Et godt billede er af den slag, hvor jeg kan fornemme den stemning, der var, da billedet blev taget. Et billede, der fortæller en masse helt af sig selv. Jeg er også glad for billeder, der er suppleret af tekst, der fortæller noget  om den person, der har taget det. Instagram giver mulighed for en nem og direkte kommunikation, som jeg synes er ret sjov og hyggelig.

Hvem elsker du selv at følge?
Uh, der er mange. Men blandt mine favoritter er @anneaskjaer, @ascheel, @mariafranck @laurapshort, @loucph, @frejatroelsen, @mrshorten, @mimshou, @littlekinjournal, @gryjarnum @signepyt @camillalou1se og @trinestabergpetersen.

Se mere til Sidsel 
Husk at I kan følge mig på Bloglovin’ lige her

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CHRICHRI.DK // I MAJ VIL JEG GERNE..