Mød en Instagrammer // Sofie Aviaja

Imens Tobber og jeg sidder i flyveren på vej til Portugal, har jeg fået fint besøg af Sofie Aviaja. Hun er sådan en, hvis feed man drømmer om, fordi hun har et fantastisk øje for den røde tråd og de fine detaljer, og jeg elsker at følge med, når hun deler glimt af hverdagsliv og drømmedestinationer. Se bare med nedenfor!

Velkommen til. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv?
Mange tak! Jeg hedder Sofie Aviaja Birk Nielsen og er 26 år. Jeg bor lige midt i Aarhus, i Latinerkvarteret, med min kæreste, hvor vi flyttede ind lige i starten af 2018 efter en lidt svær start. Vi skulle have overtaget lejligheden allerede i december sidste år, men overtagelsen blev udskudt og vi stod derfor uden bolig i nogle uger. Heldigvis havde vi noget familie, som kunne være behjælpelig med husly i den periode og indflytningen blev heldigvis ikke udskudt mere end den ene gang, så vi rykkede ind på min fødselsdag den 2. januar.

Jeg er uddannet multimediedesigner med en overbygning i branding og marketing management. Siden jeg blev færdig, har jeg arbejdet som social medie konsulent hos et bureau, hvor jeg hjælper virksomheder med at bruge de sociale medier som markedsføringsværktøj og lave kampagner.

Hvordan startede du med at instagramme?
Jeg kan ikke helt huske præcis, hvordan det skete og hvornår det skete, men jeg mener det var for omkring 5-6 år siden at jeg oprettede min profil. Jeg begyndte efterhånden at bruge det mere og mere i forbindelse med, at jeg også havde en blog. Sidste år var jeg mere sporadisk aktiv på min profil, så der var knap så fokuseret på det. Det hang nok lidt sammen med, at jeg også stoppede med at blogge der. Men nu er jeg godt i gang igen og er meget glad for det, for jeg elsker at have et sted til at skabe visuelle udtryk og dele med andre gennem platformen. 

Hvor lang tid bruger du på at tage billeder?
Det er meget forskelligt. Nogle gange sidder billederne i skabet næsten med det samme, men andre gange skal der prøves flere forskellige ting af, før billederne fungere som jeg vil have dem. Nogle gange kan jeg derfor bruge fx en halv time, men andre gange tager det 5 minutter. Jeg er virkelig perfektionistisk, når det kommer til, hvordan billederne skal se ud. Så jeg kan bruge lang tid på at vælge mellem billederne og hele redigeringsprocessen med lyset og farverne. Det hele skal have en god sammenhæng.

Hvilke redigeringsprogrammer bruger du?
Jeg bruger altid VSCO til at redigere mine billeder i. Derudover bruger jeg nogle gange Snapseed og AirBrush, hvis jeg skal ændre lidt ekstra på lyset eller gøre nogle elementer mere hvide. Til mine stories bruger jeg ofte appen Unfold. Jeg elsker at arbejde med grafisk arbejde, så selv om det ikke er det helt vilde, man kan med den app, så kan man alligevel lave lidt opsætninger m.m., som jeg godt kan lide at lege med.

Hvordan har du fået opbygget så mange følgere?
Nu er det ikke fordi, at jeg har en hulens masse følgere endnu, men mon ikke der kommer flere til efterhånden. Jeg er meget glad for det udtryk, som jeg nu har fundet frem til på min profil, så det er jo bare at arbejde videre med det. Jeg glæder mig i hvert fald til at forsætte med at skabe en masse sejt content til min profil og mine følgere, nu når jeg er mere på plads med min visuelle stil. Jeg havde længe følt jeg manglede inspirationen, men efter at jeg har fundet frem til den rette stil for mig, så er den tilbage. 

Hvad er et godt billede/feed for dig?
Når der er en god sammenhæng mellem billederne. Jeg synes, det er vigtigt, at man kan genkende stilen, når man ser billederne, og så elsker jeg at se et feed med en rød tråd i filter/redigering. Et godt billede for mig er især også et, hvor der ikke sker alt for meget. Der må ikke være for meget, som forstyrrer eller for mange forskellige farver. Jeg kan godt lide rolige og mere nedtonede farver, så det er nok det, der især fanger mig og mit øje. 

Hvilke Instagrammere ville du gerne selv læse mere om?
Nu er jeg jo for Aarhus, så jeg synes det kunne være fedt at læse mere om fx Linneá Funk eller Monja fra Mowoblog.

Se mere til Sofie Aviaja 

No Comments

Leave a Reply