TIP / MEGA BILLIG BRUNCH HOS SMAGLØS

Q&A / OM AT VÆRE UNG OG HAVE HUND

Albert2Et af de spørgsmål jeg bliver spurgt ultimativt mest om af både venner og familie er, hvordan jeg har det med, at Tobber og jeg har fået Albert. Og på sin vis kan jeg godt forstå, de spørger. Faktisk er der en del spørgsmål, der går igen, så derfor har jeg samlet dem her, så I kan få svar på de tanker, I måske gør jer om folk, der er så skøre at anskaffe sig sådan en kyssende kærlighedsklump.

Som det første skal det nævnes, at vi fik Albert i starten af juni, hvor jeg også mere eller mindre fik sommerferie. Det har betydet, at jeg har haft masser af tid sammen med ham og langsomt kunne øve ham i at være alene hjemme. Albert er en bomuldshund, lidt mere fornemt en coton de tulear, og det er ikke uden grund, at det netop blev den slags hund, vi fik. Nå, men tilbage til de gængse spørgsmål:

Hvorfor I alverden vil I have hund?
Jeg er mega hundemenneske. Jeg kommer fra et hjem med to store labrador, og jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle have en hund og efter en praktikperiode med 37-timer i ugen, opdagede jeg, at jeg aldrig kommer til at få så meget tid hjemme, som nu hvor jeg er studerende. Tobias derimod kommer fra en familie, hvor de ikke har haft husdyr, og det var derfor lidt svære at overtale ham, men efter mange år hvor jeg har snakket om at få hund, vidste han godt, det ville ske før eller siden. I foråret blev snakken dog til alvor, da vi faldt over en familie, som havde et kuld bomuldshunde, de skulle af med netop som min sommerferie begyndte.

Hvorfor har I valgt en bomuldshund?
Som nævnt kan jeg ikke tåle hund, og det var derfor nødvendigt, at vi anskaffede os en allergivenlig race. Derudover tænkte vi meget over, at vi jo bor i lejlighed, og det derfor skulle være én, som kunne være i sofaen, sengen mm. uden at fylde det hele. Bomuldshunde har heller ikke et særlig stort aktivitetsbehov, og den skal derfor ikke ud på timelange gåture, men i stedet aktiveres af samvær og mindre gåture, hvilket passer bedre til lejligheds- og bylivet. Derudover har Albert også en størrelse, der gør det nemt at have ham med rundt blandt andet i cykelkurven og til venner og veninder, hvilket bare er guld værd.

Hvordan har I tid til at have hund?
Det er nok det spørgsmål, vi bliver spurgt aller mest om, og jeg kan faktisk ikke forstå det. For i mit hoved handler alt om, hvordan man prioriterer sin tid, men også hvor store man gør problemerne. Jo – en hund skal luftes flere gange om dagen, men det kan sagtens kombineres med en telefonsamtale, en gåtur med en veninde eller noget helt tredje. Derudover har vi også et princip om, at Albert ikke skal ’styre’ vores liv men i stedet indgå i det. Ment på den måde, at han ikke skal begrænse os i det, vi gerne vil, og planlægger man ud fra det princip, har vi ikke haft nogle problemer endnu.

DSC_0111Hvad med fester, ferier og sådan noget?
Som sagt synes jeg, mange at de udfordringer der er ved at have hund kan undgåes, hvis man blot tænker en lille smule ud i fremtiden. Dog skal det siges, at vi aldrig ville have fået hund, hvis ikke det var fordi, min mor rigtig gerne vil passe ham. Han er allerede blevet passet der, en weekend vi skulle til bryllup og en aften, hvor Tobias var væk hele weekenden, og jeg skulle være væk en hel eftermiddag og aften. På den måde er det uundværligt at have familie, der står til rådighed.

Hvor længe kan han være alene hjemme?
Vi prøver selvfølgelig på, at han ikke skal være alene hjemme alt for længe eller alt for meget, men indtil videre har han været alene hjemme helt op til 8,5 time. Om natten sover han gerne 10-12 timer, så han kan sagtens holde sig.

Hvor lang tid bruger i på ham?
Albert bliver luftet cirka fire til fem gange om dagen. Første gang er lige når jeg vågner og igen, efter vi har spist morgenmad. Det er nogle lidt kortere ture. Når vi kommer hjem igen om eftermiddagen, går vi en lang tur med ham, gerne en halv times tid, hvor vi ofte møder nogle af hans hunde-venner, som han leger med. Det fungerer rigtig godt, at han får brændt noget krudt af, og vi andre får luftet hovederne efter en lang dag på skole/arbejde. Derudover kommer han ud på tur igen efter aftensmad, og inden vi skal i seng. Som sagt har vi ham også rigtig meget med, hvilket gør, at han også bliver luftet og stimuleret på vej hen til familie og venner.

Albert4Har I ikke fortrudt, at I har fået hund?
Nej! Hvor skørt det end lyder, kunne jeg (vi) ikke forestille os, at vi ikke havde ham nu. Albert er uden tvivl hverdagens største glæde. Vi får kys dagen lang, og hans glæde når vi kommer ind af døren overgår alle dyre sko og tasker. Dog, er det ingen hemmelighed, at det er hammer-hårdt at have en hundehvalp, og der er enormt meget opdragelse, træning og alt mulig andet praktisk. Til gengæld får man lov at skabe sig sit helt eget hunde-menneske, og ens hjerte smelter, når den for første gang kommer når man kalder eller giver pote. Den kærlighed og trofasthed man får fra en hund, kan ikke sammenlignes med noget, og de bliver lynhurtigt ens aller bedste ven.

 

   

4 kommentarer

  • Åh Thit,
    Du forstærker seriøst mit behov for at få en lille guldklump selv.
    Gør Albert meget – og bor I ikke på stueetagen? Jeg kender ikke så meget til racen, og jeg tror lige, jeg skal vænne mig til at tanken om, at hvis jeg skal have en hund, imens jeg bor i lejlighed, så skal det ikke være en Golden Retriever 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • thitlund

      Ahh Mette, jeg kan godt forstå, du drømmer om en hund. Især nu når vejret faktisk kun indbyder til gåture med hund og varm kaffe. Og jo, vi bor i stueetagen! Og der er faktisk flere, der har store hunde her i ø-gaderne, men de siger også, at det er lidt presset 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Beck

    Det er da den fineste lille historie om at have hund. Jeg tror mange nu kaster sig ud i anskaffelsen af sådan en lille klump.
    Giv Albert en knus fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TIP / MEGA BILLIG BRUNCH HOS SMAGLØS