Opskrift // Bagt havregrød med brombær og nødder

Godmorgen. Har I startet weekenden godt ud? Med langsom morgenmad? God kaffe? Måske en lang løbetur, hvis I er til den slags? Herhjemme står lørdag næsten altid på sidstenævnte efterfulgt af nybagte boller eller anden morgenmad, som man kan hygge ekstra længe om. I sidste weekend var det, ligesom i dag, hundekoldt, og derfor havde både Tobber og jeg lyst til noget varmt efter en kold løbetur. I vintermånederne laver vi ofte havregrød, men fordi vi havde ekstra god tid blev det til denne her bagte havregrød med syrlige bær. Den er super hurtig at bikse sammen, og det passer akkurat med, at man lige kan nå at gå i bad og sætte kaffe over.

Noglegange kan jeg blive i tvivl om, hvor banale opskrifter jeg kan dele herinde, uden at det virker åndssvagt. Ikke desto mindre tænker jeg, at dagens indlæg mere skal fungere som inspiration til, hvad dagens morgenmad kan byde på, end en egentlig opskrift.

Ellers så håber jeg, at I får en dejlig weekend. Faktisk kan jeg næsten ikke huske, hvornår jeg har skulle så lidt, som jeg skal de næste to dage, og jeg glæder mig!

Opskrift: Bagthavregrød med bær (2 personer)

100 g. havregryn
75 g. frosne bær (jeg brugte brombær)
1 tsk. bagepulver
1 spsk. kokosolie
1 æg
2 dl mælk
20 g. solsikkekerner
20 g. græskarkerner
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
En knivspids salt
Pynt eventuelt med mandler eller andre nødder og server med yoghurt eller skyr

Fremgangsmåde 

  1. Tænd ovnen på 180 grader
  2. Smør et lille ildfastfad med lidt kokosolie eller beklæd det med bagepapir
  3. Bland alle ingredienser
  4. Sæt fadet i ovnen ved 180 grader i 30 minutter
  5. Pynt med nødder eller friske bær og server eventuelt med yoghurt eller skyr on the side

 

No Comments

Leave a Reply