Små glimt

Godmorgen. Hold nu op en fantastisk weekend, hva? Eller mini-ferie har det for mit vedkommende været. Jeg holdt nemlig både fri torsdag og fredag, og det føles derfor som hundrede år siden, jeg var på arbejde. Det er utroligt, så hurtigt man vender til at holde fri! Mon jeg kan finde ud af det hele, når jeg er tilbage på pinden om lidt? Mon ikke. Selvom min arbejds-to-do-liste føles (dejlig) langt væk her til morgen.

Inden jeg tager hul på en ny, god uge, så vil jeg dele nogle små glimt fra den forgangne, der var helt forrygende. Faktisk føltes den næsten som sommerferie med de lange, lyse aftenener og alle de gode planer jeg havde. Blandt andet havde jeg kaffeaftaler med intet mindre end tre veninder, og lørdag havde jeg inviteret mine gymnasiepiger til Melodi Grand Prix-aften med diverse snacks og bobler selvfølgelig.

Som jeg også fortalte jer, var jeg også inviteret til et møde i sidste uge, der endte ud med, at jeg blev tilbudt at være partner i et firma. Fuldstændig overvældende, skørt og så spændende, at jeg var lige ved at sige ja, indtil jeg mærkede efter og kunne mærke, at det var lidt mere spændende end godt. Og så måtte jeg takke pænt nej.

Denne her uge ser ud til at blive noget mere stille og rolig, hvilket passer mig ganske udemærket. Den starter med fødselsdagsfejring af en sød veninde i eftermiddag og slutter med en tur i mine bedsteforældres sommerhus. Men inden jeg når så langt, kan I se lille udsnit af sidste uges fornøjelser.

Jeg håber, I får en dejlig start på dagen <3

(Gåtur i skoven med min mindste ven, der lige for tiden er dødirriterende. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at vi er flyttet? Ihvertfald er han super kontaktsøgende, og han gør og brummer hele tiden.. Men som han sidder der, så er han jo noget så dejlig)

(Is efter en lang gåtur er næsten obligatorisk, ikke? Her fra Dolce Vita på Trøjborg med en skør blanding af kugler – Tobber og jeg er aldrig enige om, hvad vi skal have. Jeg er til det klassiske – stracciatella og karamel med havsalt – mens Tobber er meget mere eksperimenterende med alle mulige sorber og skøre smage)

(Jeg ved godt, at Bisbebjerg i København er the shit, når vi snakker kirsebærtræer, men vi kan altså også i Aarhus. Faktisk var I mange, der skrev og spurgte, hvor jeg havde taget det her billede henne, og det er (sjovt nok?) også fra en kirkegård – nemlig Nordre Kirkegård)

(Jeg har sagt det mange gange, men jeg ELSKER, at mine bedsteforældre er blevet vores næsten-naboer. Som i torsdag, hvor jeg egentlig havde løbetøj på, og var på vej ud på en længere tur, men hvor jeg mødte de her to lige ude foran hoveddøren, og min løbetur blev udskiftet med en lang gåtur på Aarhus Ø. Utroligt nok har jeg aldrig været derude før (jeg ved godt, det er for dårligt), og det var så hyggeligt at trisse rundt sammen med dem og A. Er de forresten ikke smarte? Min farfar i sneakers, og min farmor der har SÅ god stil)

(Vi har en købt en røremaskine! Vi har altid sagt, at vi ville have en, når vi flyttede i større lejlighed og tanke blev til handling for et par uger siden. Vi har købt den i en lidt skør farve – espresso brown – og derfor var den også ekstra billig, men for søren, hvor er vi glade for den. Se lige de boller jeg bagte i fredags! Med sprød krumme og masser af lufthuller inden i. De blev lavet lidt på slum, men når jeg har en opskrift, så deler jeg den med jer)

(I var en del på Instagram, der var inde over mit kjole-diemma. Vi skal nemlig til sommerbryllup, og jeg kunne slet ikke finde ud af, om kjolen på billedet var pæn – både i farve og form. Men lige siden jeg har delt billedet, er der SÅ mange, der har spurgt, hvor den er fra, og den er fra NoaNoa på tilbud, og nu hænger den der, og hver eneste dag glæder jeg mig til, at den skal på)

(Der er så meget, mænd ikke forstår.. Blandt andet Tobber, der vendte øjne af mig, da jeg fortalte, at jeg havde brugt 800 kroner i Billig Blomst på blandt andet denne her flotte plante og krukke)

(Og så er jeg blevet klippet. Kortere end jeg plejer, men jeg er virkelig glad for det. Især fordi jeg ikke har det nær så meget oppe, som da det var langt, og så synes jeg, der er mere ‘frisure’ i kort hår)

No Comments

Leave a Reply